Præsentation

Baggrunden

Idéen bag Den Gale Brygger er kort og godt at lave vilde øl med et originalt, nordisk islet.

At øllen er vild skal forstås således, at der ikke udelukkende bruges kultiveret og rendyrket gær i forbindelse med brygningen. Naturen er på spil, og sætter sit præg på øllen. Gæringen tager ofte indtil et år før øllen på egetræsfad er færdiggæret og klar til flaskning.

Jeg har valgt denne brygningsmetode, fordi de mest raffinerede og komplekse smage og aromaer har de bedste vilkår i langsommelige og ikke fuldt kontrollerede processer.

På nuværende tidspunkt har jeg har en målsætning om at lave 2 - 4 bryg om året

Brygningen

Den Gale Brygger laver øl som ingen andre gør det.

Jeg kan sige det, fordi jeg er den eneste brygger i Danmark, der laver øl gæret med vildgær. Alle mine øl er enten spontangæret eller gæret med gær fra tidligere spontangæringer.

Spontangæring vil kort og godt sige, at der ikke tilsættes gær. Det er en proces, der stadig bruges i nogle af de mest eftertragtede vinhuse, hvor man udfører gæringen med den gær, der fra naturens side sidder på ydersiden af vindruerne. Jeg bruger en lignende metode, hvor gæringen opstår på baggrund af den gær, der naturligt befinder sig på blandt andet frugt men også i honning og blomsternektar.

Teknisk set adskiller denne metode sig en del fra brygningen af de spontangærede øl fra Belgien, Hvor gæringen fortrinsvis opstår på bagrund af mikroorganismer fra luften og gæringstønderne. Resultatet er også anderledes idet øllen fra Den Gale Brygger ofte ikke er lige så syrligt som i de belgiske lambikøl, og jeg betragter dem ikke som værende i samme kategori.

Øllene laves i samarbejde med eksterne bryggerier i meget små mængder ned til ca. 450 liter. Alle de øl jeg laver er skånsomt behandlet, hvilket som hovedregel vil sige, at de er ufiltrerede, upasteuriserede og eftergæret på flasken. Dette betyder også, at de så at sige er levende og over tid udvikler sig og modner.

Bryggeren

Mit navn er Fritz Müller og jeg er Den Gale Brygger. Jeg har brygget øl siden 2004 og er uddannet øldommer. Min øl-historie går dog helt tilbage til min tidlige ungdom og barndom i 80’erne, hvor min belgiske mor tænde en brændende passion for øl i mig ved andægtigt at servere øl fra sit hjemland. Jeg har senere erfaret, at denne passion ganske givet er gået i arv fra min oldefar Jean Mathieu Eerdekens, der frem til første verdenskrig, hvor hans bryggeudstyr blev konfiskeret, var brygger i Belgien.

Fødevarestyrelsens seneste rapporter